Valgspesial

Eidsvoll_riksraad_1814

I år er det Stortingsvalg, og i lys av dette tenkte vi på Blaafarveværket at det kunne være interessant å se hvordan det var med stemmeretten på Blaafarveværket i eldre tid. Derfor skal vi i dag se på den demokratiske utviklingen i Norge på 1800-tallet, og hvordan denne påvirket de som levde og arbeidet på Blaafarveværket.

Et gode for et fåtall – Stemmerett i Norge og på Blaafarveværket på 1800-tallet

I dag er det en selvfølge at man har stemmerett fra det året man fyller 18 år. Denne retten er lovfestet og gjelder alle norske borgere.[1] Slik var det imidlertid ikke ved Norges første Stortingsvalg i 1815. Det var nemlig få som hadde stemmerett på den tiden.

Det var en lang smørbrødliste med krav som måtte oppfylles om du skulle kvalifisere som stemmeberettiget i Norge anno 1815:

  • Du måtte være mann
  • Over 25 år
  • Bosatt i Norge i over 5 år
  • Være eller vært embetsmann
  • Eie, eller i over 5 år ha leid, skattbar jord, eller eide eiendom i by eller ladested[2] til en verdi av minst 300 Riksbankdaler[3]

Grunnet kravene var det få som kunne stemme. I Buskerud var gjennomsnittlig kun 4,46 % av innbyggerne stemmerett mellom 1815-1882.[4]

På Blaafarveværket var det nok noen som hadde stemmerett, men det store flertall stod utenfor. Det var få tidligere embedsmenn blant gruve, – pukk, – eller smelteverksarbeiderne. Om så hadde vært, så hadde de neppe endt opp i som vanlig arbeidsfolk.

Det er nok flere som vil tenke at det kanskje ikke var så stor interesse for stemmerett blant Blaafarveværkets arbeidere. For dem var det kanskje nok med å holde ut en lang og farlig arbeidsdag for å få inn penger til mat? Vel, det var ikke alltid tilfelle.

Ut over 1840-tallet ble det gradvis hardere tider på Blaafarveværket. Syntetiske fargepigmenter hadde kommet inn på verdensmarkedet, noe som førte til dårligere avsetning for produsentene av koboltblått. I 1848 gikk det så dårlig at Blaafarveværket måtte ty til masseoppsigelser av arbeidsstokken. I januar året etter ble verket overlevert til skifteretten.

Dette fikk fatale følger for de oppsagte arbeiderne og deres familier. Det var ingen jobb og ingen penger. Mitt oppi dette dukket Marcus Thrane opp på Blaafarveværket i april 1849. Thrane hadde tidligere arbeidet som huslærer for Blaafarveværkets Hyttemester, Gustav Roscher, barn, men var etter dette blitt en politisk agitator for arbeideres rettigheter. Thrane ønsket å vekke arbeidsfolks politiske interesse, noe han så best gjort ved å oppfordre dem til å forene seg i arbeidsforeninger.

På Blaafarveværket ble det stiftet 2 arbeidsforeninger, en for gruveansatte og en for smelteverksansatte. Lignende foreninger dukket opp flere steder i Norge.

I 1850 sendte begge arbeiderforeninger på Blaafarveværket, i likhet med de andre arbeiderforeningene i Norge, en petisjon[5] til Kong Oscar 1 der de blant annet bad om «At Aldmindelig Stemmeret indføres».[6] Det er verdt å merke seg at de kun bad om allmenn stemmerett for menn. Kvinners stemmerett ble ikke nevnt.

Den som venter på noe godt – Innføring av allmenn stemmerett

Almindelig Stemmeret:

[…] Indførelsen af almindelig Stemmeret vil: Bidrage til at give Massen den Selvfølelse, der afholder fra Forbrydelser, Forøge den simple Mands Agtelse for Love, som han selv virekte eller indvirkte har bidraget til at faa istand, Forsone den mindre Lykkelige med den Stilling i Livet, idet han maa erkjende, at det ikke er en priveligeret Minoritets Vilkaarlighed, som raader over hans Skjæbne, og give den simple Mand en mægtig Spore til at stræbe efter Kundskaber og Dannelse, for paa en værdig Maade at udfylde sin Plads i Samfundet.

Derved at man gjør Alle deelagtige i at bestemme Retsordenen, gjør man tillige Alle ansvarlige for dens Overholdelse.[7]

Thranes og Blaafarveværkets petisjon til tros, noe allmenn stemmerett ble ikke innført i Norge før etter at Blaafarveværket ble lagt ned. Året Blaafarveværkets koboltdrift ble innstilt, i 1898, ble det innført allmenn stemmerett for menn. Kvinner fikk først stemmerett i 1913, mens fattige kvinner og menn ikke fikk stemmerett før i 1919.[8]

Veien til stemmerett for alle norske borgere var en lang og vanskelig prosess, og med det i tankene, så oppfordrer vi på Blaafarveværket alle til å bruke stemmerettigheten sin ved valget den 13 september.

Kilder:

[1] Kleven, Øyvind, «Stemmeberettigede, valgordninger og valgdeltagelse siden 1815», Statistisk sentralbyrå https://www.ssb.no/valg/artikler-og-publikasjoner/stemmeberettigede-valgordninger-og-valgdeltakelse-siden-1815 

[2] Ladested er betegnelsen på en havn eller strandplass der byborgere og embetsmenn kunne drive trelasthandel se: Hansen, Tore, «Ladested», Store Norske Leksikon, https://snl.no/ladested

[3] Dørum, Knut, «Stemmerettens historie i Norge», Store Norske Leksikon, https://snl.no/Stemmerettens_historie_i_Norge

[4] Utheim, U. Statistik vedkommende Valgmandsvalgene og Storthingsvalgene 1815-1885, Kristiania: H. Aschehaug & Co, 1895. s. 119 https://www.ssb.no/a/histstat/nos/nos_iii_219.pdf

[5] Petisjon = henvendelse eller bønnskrift

[6] RA, Justisdepartementet, Kriminalkontoret A, M/L0014: Thrane-saken. Petisjonen, 1850

Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/db20190123100555

[7] RA, Justisdepartementet, Kriminalkontoret A, M/L0014: Thrane-saken. Petisjonen, 1850

Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/db20190123100556

[8] Stortinget.no, «Paragraf 52 d – suspensjon av fattige», 10.09.2021, https://www.stortinget.no/no/Stortinget-og-demokratiet/stemmerettsjubileet-2019/stemmerettens-historie/artikkel-om-stemmerettens-historie/

Illustrasjonsfoto: Av Oscar Arnold Wergeland – Stortingsarkivet, Offentlig eiendom, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3953559